Hvem er jeg?

Jeg ved - fordi jeg selv har prøvet det - at det kan være grænseoverskridende at sidde overfor en fremmed psykolog og dele sine sårbarheder. Det er derfor vigtigt for mig, at du har en fornemmelse af, hvem jeg er, når du skal indgå i et samtaleforløb hos mig.

Mit navn er Frederikke Hald, og jeg er uddannet psykolog ved Københavns Universitet. Jeg bor sammen med min mand, Frederik, og vores døtre, Ellie, som er fra januar 2021, og Merle, som er fra september 2023. Jeg er et introvert og følsomt menneske, som nok også er en gammel sjæl i en forholdsvist ung krop. Jeg er tidligere konkurrencegymnast og -træner, og jeg elsker at gå lange ture; kan forsvinde helt væk i gode bøger (Gerne Harry Potter eller The Hunger Games); Jeg sætter enorm pris på at suge en solstråle til mig. Det gør mig i godt humør og giver mig overskud, og jeg kan omvendt godt blive lidt mere melankolsk og følsom, hvis det er gråvejr for mange dage i streg.

Det har altid været min største drøm at få børn, og jeg så derfor min største frygt i øjnene, da jeg i 2019 fik konstateret PCOS, og vi påbegyndte fertilitetsbehandling. Det er uden tvivl det hårdeste, jeg - og vi - nogensinde har været igennem.

Jeg har med ankomsten af begge mine døtre erfaret, hvor stor en omvæltning det er, at blive forælder, og hvor svært det kan være at mærke og være tro mod sin egen mavefornemmelse i forældreskabet, når ens omgangskreds / kulturen / samfundet hele tiden fortæller én, hvad man bør gøre og føle. Jeg har i mit forældreskab mærket lykke, savn, utilstrækkelighed, kærlighed, tristhed, glæde, tvivl, tillid og alt derimellem, og jeg oplever gang på gang, hvordan jeg må se min egen opvækst og mine egne indre fortællinger og overbevisninger i øjnene i mødet med mine børn og deres følelsesliv. Jeg øver mig i at imødekomme og rumme mig selv i mit forældreskab - og jeg brænder for at hjælpe andre til det samme.

Jeg har i størstedelen af mit liv været præget af dårligt selvværd, som slog ud i en stor perfektionisme og et people-pleaser-gen. Dette kom særligt til udtryk i min skoletid, hvor jeg har været en såkaldt “12-talspige”, der satte lighedstegn mellem mine karakterer og præstationer og det, jeg var værd som menneske. Jeg har været meget præget af sammenligning med andre og med de mange idealer, normer og forventninger til det at være en ung kvinde, og jeg har ofte følt mig utilstrækkelig målt op imod alt det, jeg følte, at jeg ”burde” være.

I løbet af mine tidlige voksenår har jeg i højere grad fundet en ro i, at jeg er meget mere end mine præstationer; at jeg ikke behøver at være perfekt for at have værdi; og at det ikke er muligt at leve op til samtlige idealer. Jeg har fået øjnene op for, hvor stor betydning vores indlejring i samfundet og kulturen har, og jeg arbejder hver dag med at blive mere bevidst om mine egne værdier, så jeg kan leve efter dem i stedet for det, som kulturen og samfundet forventer.

Jeg øver mig i at hvile i min egen mavefornemmelse i stedet for at søge andres accept og blåstempling. Jeg tror på, at jeg har det bedst, hvis jeg lever i overensstemmelse med det, der giver mening for lige netop mig – uafhængigt af hvad andre tænker og gør – og i dag ved jeg, at det er: tid, ro, familieliv og et arbejde, hvor jeg kan være noget for andre og samtidigt have mig selv med. Det er ikke let, men jeg øver mig. For jeg må være her i verden med alt det, jeg er og ikke er – og det samme må du.