VILKÅR OG BETINGELSER
BESTILLING AF SAMTALE:
Jeg har ofte ledige tider i min kalender, og jeg gør mit bedste for at tilbyde dig en tid hurtigst muligt. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at bestille tid til en samtale, eller hvis du vil vide mere om, hvad jeg kan tilbyde. Du kan læse mere om, hvordan du kommer i kontakt med mig nedenfor under kontakt.
Det er vigtigt for mig, at du føler dig tryg ved mig som psykolog, og at du har lyst til at komme igen. Det er mindst lige så vigtigt for mig, at jeg tror på, at jeg kan hjælpe dig. Ved vores første samtale skal vi derfor vurdere, om det er det rigtige for os begge at forsætte med flere samtaler.
KONTAKT:
Du kan skrive eller ringe til mig på telefonnummer 20 78 02 64 eller på mail terapimedmening@protonmail.com.
BETALING:
Betaling for en samtale kan ske via MobilePay, kontant eller som en bankoverførsel. Hvis du betaler via MobilePay eller kontant, skal betaling senest ske ved samtalens afslutning. Hvis du betaler via en bankoverførsel, skal betalingen være modtaget senest 24 timer før, samtalen begynder, da jeg ellers vil anse vores aftale som bortfaldet. Når din betaling er gennemført, udsteder jeg en kvittering, som du kan få efter behov.
Du skal oplyse, hvordan du ønsker at betale for samtalen, når du bestiller en tid hos mig.
DEPOSITUM:
Når du bestiller en tid hos mig, skal du betale et depositum på 150 kr. for enkeltpersoner og 225 kr. for par. Din bestilling er først gyldig, når depositummet er modtaget enten via MobilePay, kontant eller via en bankoverførsel, og jeg efterfølgende har bekræftet vores aftale. Depositummet refunderes ikke, hvis du afbestiller eller ændrer din tid.
AFBESTILLING ELLER ÆNDRING AF AFTALE:
Såfremt du er nødsaget til af afbestille eller ændre din tid, vil jeg sætte pris på, hvis du gør dette i så god tid som muligt. Så har jeg nemlig mulighed for at tilbyde den ledige tid til en anden, der også har behov for at tale med en psykolog. Såfremt du afbestiller senere end 24 timer eller udebliver på dagen for samtalen, så er jeg desværre nødt til at opkræve fuld pris for samtalen.
Hvis du ønsker at afbestille eller ændre din tid hos mig, skal du kontakte mig via telefon hurtigst muligt. Som nævnt ovenfor refunderes depositummet ikke, hvis du afbestiller eller ændrer din tid.
UDEBLIVELSE UDEN AFBESTILLING:
Hvis du udebliver fra en samtale uden at afbestille eller ændre din tid, vil du blive faktureret fuld pris for samtalen.
AFLYSNING:
Der kan opstå situationer, hvor jeg bliver nødt til at aflyse vores samtaler. Skulle det være tilfældet, vil jeg hurtigst muligt give dig besked om, at samtalen er aflyst. Det er herefter op til dig, om du vil rykke din tid til en anden dag, eller om du vil have dit depositum refunderet.
TAVSHEDPLIGT:
Alle henvendelser til mig behandles fortroligt, og jeg har tavshedspligt vedrørende det, som du fortæller mig.
SÆRLIGT FOR "MOR MED MAVEN"
OPSTART OG PRAKTIK:
Jeg søger løbende mødre, som ønsker at blive en del af gruppeforløbet ”Mor med Maven”. Det vil fremgå af min hjemmeside og mine sociale medier, hvornår der er frist for tilmelding til de enkelte gruppeforløb, som jeg afholder i løbet af året. Jeg opretter også gerne ekstra gruppeforløb, hvis der skulle være interesse for det. Du er derfor altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at blive skrevet på min venteliste og kontaktet, når jeg igen opretter en ”Mor med Maven”-gruppe.
Grupperne består af tre til fem mødre. Det betyder, at jeg kun opretter en gruppe, hvis jeg har modtaget mindst tre tilmeldinger, inden tilmeldingsfristen er udløbet. Jeg vil naturligvis give dig besked, hvis du har tilmeldt dig et gruppeforløb, som ikke bliver oprettet, f.eks. fordi der ikke er tilmeldinger nok. I så fald tilbagefører jeg også det depositum, som du har indbetalt i forbindelse med din tilmelding. Se mere herom nedenfor under punktet ”Depositum”.
Gruppeforløbet består af i alt 6 mødegange af hver to timers varighed. Møderne afholdes på fredage med 14 dages mellemrum. Et gruppeforløb påbegyndes ved, at jeg sender en velkomstbesked til dig og de andre deltagere, hvor dato og tidspunkt for de enkelte mødegange er beskrevet. Mødegangene finder som udgangspunkt sted i mit lokale beliggende Københavnsvej 4, 1. sal, 4000 Roskilde.
Der vil alene være let forplejning til de enkelte mødegange, herunder the, kaffe, vand, saft og lidt snacks. Du er velkommen til at medbringe din egen mad, hvis der skulle være behov for det.
Du er selvfølgelig velkommen til at tage din baby med til møderne. Barnevogne kan parkeres i gården ved mit lokale, og der er adgang til puslebord, ammepude og en slyngevugge under møderne.
TILMELDING:
Du kan tilmelde dig ”Mor med Maven” ved at kontakte mig via både telefon og e-mail. Se mere under punktet ”Kontakt”. Din tilmelding er først gyldig, når du har indbetalt depositummet. Se mere herom nedenfor. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål vedrørende ”Mor med maven”.
DEPOSITUM:
Ved tilmelding til gruppeforløbet skal du betale et depositum på 1750 kr. Betaling af depositummet kan ske kontant, med MobilePay eller som en bankoverførsel. Jeg vil bekræfte din tilmelding skriftligt, når depositummet er modtaget. Depositummet refunderes, hvis det gruppeforløb, som du har tilmeldt dig, ikke bliver oprettet. I så fald vil jeg kontakte dig hurtigst muligt med henblik på at høre, hvordan du ønsker depositummet tilbagebetalt. Depositummet refunderes ikke, hvis du udebliver fra gruppeforløbet, hvis du undlader at betale den samlede pris for gruppeforløbet inden udløbet af betalingsfristen, eller hvis du afbestiller/melder afbud til forløbet, efter tilmeldingsfristen er udløbet. Se mere herom nedenfor under punkterne ”Betaling” og ”Afbestilling af forløb”.
BETALING:
Det samlede beløb for deltagelse i forløbet skal betales senest syv dage inden første mødegang. Betalingsfristen anføres nærmere i det velkomstbrev, som jeg sender til deltagerne, når en ”Mor med Maven”-gruppe oprettes. Jeg gør særligt opmærksom på, at du er forpligtet til at betale den fulde pris for gruppeforløbet, hvis du afbestiller/melder afbud hertil efter betalingsfristens udløb. Betaling kan ske kontant, via MobilePay eller som en bankoverførsel. Såfremt beløbet ikke betales rettidigt, vil du blive afmeldt fra kurset uden varsel. Depositummet refunderes ikke, og jeg vil efterfølgende opkræve svarende til den fulde pris for forløbet. Se mere herom under punktet ”afbestilling af forløb”.
Jeg har fuld forståelse for, at du kan stå i en situation, hvor du ønsker at deltage i ”Mor med Maven” men samtidig kan have svært ved at betale det fulde beløb på én gang. Som noget særligt tilbyder jeg derfor, at du kan betale beløbet i rater. Hvis du har behov for dette, skal der laves en særlig aftale herom, og du er velkommen til at kontakte mig med henblik på at tale mere om dette.
AFBESTILLING AF FORLØB:
Der kan være mange forskellige grunde til, at du bliver forhindret i at deltage i en ”Mor med Maven”-gruppe. Dette gælder båder før og efter forløbet er påbegyndt. Skulle det være tilfældet, skal du hurtigst muligt kontakte mig med henblik på at afbestille forløbet. Du skal være særligt opmærksom på, at tidspunktet for din afbestilling kan have betydning for, hvilket beløb jeg efterfølgende vil opkræve hos dig:
- Afbestilling inden udløbet af tilmeldingsfristen: Hvis du afbestiller gruppeforløbet, inden tilmeldingsfristen er udløbet, refunderes depositummet, og du vil ikke modtage yderligere opkrævninger.
- Afbestilling efter tilmeldingsfristen, men før betalingsfristen: Ved afbestilling efter tilmeldingsfristen, men før betalingsfristen – som er senest syv dage inden første mødegang, jf. ovenfor – refunderes depositummet ikke. Herudover er du ikke forpligtet til at betale yderligere.
- Afbestilling efter betalingsfristen: Såfremt du først afbestiller efter betalingsfristens udløb, refunderes depositummet ikke, og du er forpligtet til at betale den fulde pris for gruppeløbet. Du vil derfor modtage en opkrævning fra mig svarende til den samlede pris for forløbet fratrukket depositummet.
UDEBLIVELSE FRA FORLØBET:
Udebliver du fra gruppeforløbet uden at have afbestilt eller meldt afbud til dette, tilbagebetales depositummet ikke, ligesom det samlede beløb, du har betalt for at deltage i gruppeforløbet, heller ikke refunderes.
AFBUD TIL DE ENKELTE MØDEGANGE:
Ved sygdom eller andre uforudsete hændelser kan du have behov for at melde afbud til en mødegang. Hvis du melder afbud til en mødegang, må du forvente, at mødegangen afholdes, selvom du ikke kan deltage. Dit afbud medfører heller ikke, at du har krav på delvis refusion/tilbagebetaling af det samlede beløb, du har betalt for at deltage. Der vil i stedet eventuelt være mulighed for, at du kan deltage via en telefonisk eller online forbindelse.
AFLYSNING/ÆNDRING AF MØDEGANGE:
Der kan opstå situationer, hvor jeg har behov for at aflyse eller ændre tidspunktet for en mødegang. I så fald vil jeg give deltagerne besked herom hurtigst muligt. I tilfælde af aflysning er udgangspunktet, at gruppeforløbet forlænges, således at den aflyste mødegang kan afholdes. Datoen og tidspunktet for den nye mødegang drøftes nærmere i gruppen, så det sikres, at alle kan deltage.
HEL ELLER DELVIS AFLYSNING AF GRUPPEFORLØBET:
Sygdom eller andre uforudsete hændelser kan skabe en situation, hvor jeg er nødt til at aflyse et gruppeforløb. Dette gælder både gruppeforløb, som endnu ikke er påbegyndt og igangværende forløb.
Hvis jeg bliver nødt til at aflyse et forløb, der endnu ikke er påbegyndt, medfører det, at den fulde pris inklusiv depositummet tilbagebetales til deltagerne.
Hvis jeg bliver nødt til at aflyse et igangværende gruppeforløb, refunderes dele af prisen for deltagelse i forløbet. Beløbet opgøres som en forholdsmæssig andel af prisen svarende til det resterende antal mødegange.
Der kan desværre også opstå en situation, hvor en eller flere deltagere afbestiller forløbet eller udebliver uden nærmere forklaring. Dette kan medføre, at der alene er mindre end tre mødre tilbage i gruppen. Såfremt dette sker, inden et forløb er påbegyndt, vil forløbet blive aflyst. Prisen inklusiv depositummet refunderes til de deltagere, der ikke har afbestilt forløbet.
Opstår situationen derimod, mens forløbet er i gang, f.eks. efter den første mødegang, er udgangspunktet, at de resterende deltagere tilbydes at fortsætte forløbet. Ønsker de resterende deltagere ikke at forsætte forløbet, refunderes et beløb til disse deltagere, som opgøres til en forholdsmæssig andel af prisen svarende til det resterende antal mødegange.
FORTROLIGHED:
Deltagerne i en ”Mor med Maven”-gruppe har pligt til at udvise fortrolighed med hensyn til forløbet. Det er ikke tilladt at røbe de øvrige deltageres identitet, ligesom det heller ikke er tilladt at videregive eller fortælle om de ting, der bliver talt om under møderne. Overtrædelse af denne fortrolighedspligt medfører, at den pågældende deltager afmeldes fra forløbet uden varsel. Prisen for deltagelse i forløbet inklusiv depositummet refunderes ikke i dette tilfælde.